Inden man anskaffer sig en hamster, er det vigtigt at man har styr på de basale ting, så forudsætningerne for at den kan trives, er i orden.
Bur
Det første man skal bruge, er et godt bur. Et stort bur er bedre end et lille. Der skal være plads til et godt lag strøelse, gerne mindst 10-15 cm. Ligeledes skal der være plads til et hus, hjul, sandbad og hvad man ellers kunne tænke sig at putte i buret af aktivitetsting.
Nedenstående mål er de anbefalede mindstemål, og skal være i ubrudt bundareal.
- Dværghamster: L55 x B40 x H25 cm
- Guldhamster: L80 x B40 x H35 cm
Hvorfor i ubrudt bundareal? Hamstere er ikke af natur de store klatrere, og har større glæde af et stort bundareal end et højt bur med flere etager. Dette forhindrer dog ikke hamsterne i at klatre i tremmerne på burene, men det er tydeligt at de ikke er særligt gode til det, og de falder ofte ned. Hamsterne ser ikke særlig godt og kan derfor ikke vurdere, hvor langt der er ned, eller hvorvidt der står noget i vejen. De kan derfor risikere at komme til skade i høje bure. Vi kan i fangeskab ikke give dem lige så stort et område som de har i naturen, men vi kan hjælpe lidt på vej, ved at give dem et større bur end de anbefalede mindstemål.
Man skal oftest lede online for at finde bure i den korrekte størrelse, og de findes i mange forskellige prisklasser og udformninger. Herunder kan ses nogle få typer bure, som kan anvendes til hamstere. Akvarier kan også anvendes, og her bør man lave et låg i trådnet, da hamstere er gode til at slippe ud, hvis buret ikke har låg på.
Hjul
- Dværghamstere: Opretstående hjul skal være Ø20 cm, og flying saucer/running disc skal være Ø17 cm.
- Guldhamstere: Opretstående hjul skal være Ø28 cm, og flying saucer/running disc Ø28 cm.
Ude i naturen vil hamsteren få sin aktivering ved at løbe rundt og lede efter mad. Når hamsterne leder efter mad, skal de bruge alle deres sanser til at finde maden og holde sig selv i sikkerhed fra rovdyr. Det areal de dækker i naturen er væsentligt større end, hvad vi kan tilbyde dem i fangenskab. Behovet for aktivering er der dog stadig, og i fangenskab skal man oftest være mere kreativ med aktiveringen. Løbehjulet fungere som aktivering for hamsterne, og mange hamstere bruger hjul meget. Da hamsterne kan bruge meget af deres vågne tid på at løbe i hjulet, er det vigtigt at tage hensyn til, hvordan hamsteren løber i hjulet. Det er vigtigt at sikre at hjulet har den korrekte størrelse, så hamsteren ikke løber med svajet ryg. Typen af hjul er også vigtigt, hjulet skal have en fast bund, som hjulene vist herunder, da tremmehjul eller nethjul er blevet forbundet med en øget risiko for en lidelse der kaldes bumblefoot, hvor rifter i hamsterens poter fører til infektion.
Strøelse
Der findes flere forskellige typer bundstrøelse, hver type har forskellig absorberingsevne, og forskel på hvor lette de er at grave i. Det er vigtigt at finde en type strøelse, som ikke støver for meget, da støv kan genere hamsternes luftveje. Man kan også med fordel, have et tyndt lag træpiller under et tykt lag strøelse, da de er rigtig gode til at suge væske. Husk altid at købe strøelse beregnet til dyrehold, da dette er behandlet for at beskytte dyrene.
Der findes også typer af strøelse som ikke anbefales, dette gælder især strøelse med forskellige dufte. Disse kan lyde tillokkende, men da hamstere har en meget god lugtesans, og finder sig bedst tilpas i vante lugte, vil det ikke give nogen gavnlig effekt for hamsteren. Disse typer strøelse er udelukkende udviklet til fordel for ejerne, men dyrene er ikke så glade for det.
De typer strøelse, der angives her, er blot nogle af de typer der findes.
- Boxo, Carefresh og Über:
Er lavet af genbrugspapir, strøelsen er støvfri, og disse er de mest absorberende typer strøelse, hvilket er med til at holde buret lugtfrit længere. - Hemp:
Dette et lavet af snittede hempstrå, som indeholder en smule støv. Denne type strøelse er også god til at holde buret lugtfrit længe. - Bøgeflis:
Ovntørret bøgeflis er et træbaseret strøelse, det indeholder meget lidt støv, og har en god absorberingsevne.
Øvrige ting
Hamstere vil gerne have nogle steder de kan gemme sig, og her er huse rigtig nyttige. Der findes mange forskellige former for huse, så det er ikke svært at finde et i en god størrelse som hamsteren kan sove i. Nogle træhuse har et kryds i vinduerne, bruger man disse bør man fjerne krydset, da hamsterne kan gnave i dem for at have en ekstra udgang, og ende med at komme til skade på de efterladte stykker.
Hamsteren har også brug for noget redemateriale, som den kan putte sig i. Hø er ikke noget hamsteren har brug for eller gavn af. Det kan til gengæld prikke hul på hamsterens kindpose, og der kan opstå en betændelsestilstand. Hamstervat og almindelig vat frarådes ligeledes, da de lange tråde ikke let rives over, og kan sno sig om hamsterens legemsdele og lukke for blodomløbet. Ligeledes kan det giver store problemer, hvis hamsteren får slugt noget af det. Gode alternativer er fx. toiletpapirsstrimler lagt ned i buret, så hamsteren selv kan tage det ind i sin rede. Køkkenrulle må ikke bruges til hamstere, da det ikke opløses i væske. Bomuldsbælge, også kaldet kapokbælge, kan også bruges, indholdet af disse fylder meget når det kommer ud af bælgen, en halv er derfor rigeligt til en enkelt hamster. Bælgene indeholder nogle små sorte korn, disse er frø, og er ikke skadelige for hamsteren.